Det gode møde i sundhedsvæsenet-Råd til patienter
Der er i dag stigende fokus på vigtigheden af kommunikation i sundhedsvæsenet. Hovedansvaret ligger på fag-personen (den sundhedsprofessionelle), men patienten og fag-personen kan hjælpe hinanden i mødet.
Her er nogle gode råd til, hvad du som patient kan gøre for at opnå det gode møde i sundhedsvæsenet.
1. Forbered dig
-gør dig overvejelser om dine forventninger til mødet (konsultationen)
-jo mere det er klart for dig selv, jo nemmere er det for den sundhedsprofessionelle at finde ud af.
2. Skriv en liste
-hvad du gerne vil tale om. Det er ikke sikkert, I kan nå det hele, eller det er det rette sted at drøfte emnet. Men du kan lave en plan med fag-personen, om hvor og hvornår de øvrige emner skal drøftes.
3. Prioriter
-hvis du har flere emner på din liste, gør dig overvejelser om, hvad der er vigtigst for dig at tale om. Det kan være, fag-personen også har noget, som er vigtig at få afklaret og undersøgt.
4. Fælles dagsorden
-det er fag-personens ansvar at lave en fælles dagsorden for, hvad mødet skal handle om. Hvis dette ikke er tydeligt for dig, så spørg afklarende. Du har en dagsorden for mødet (bevist eller ubevist), fag-personen har en dagsorden for mødet; I skal sammen lave en fælles dagsorden for mødet.
5. Vær ærlig
-nogle patienter ønsker ikke at være til besvær eller kan synes, noget er pinligt at tale om. Husk fag-personen har tavshedspligt og højst sandsynligt har hørt noget lignende tidligere. Fag-personen kan bedst hjælpe dig, hvis de ved mest muligt om dig, dine symptomer og betydningen af dem.
6. Fælles plan
-når fag-personen lægger en plan, skal I være enige. Det hjælper eksempelvis ikke, at lægen udskriver en recept, hvis du ikke afhenter medicinen. Derfor skal planen lægges fælleskab, så du også er enig og har mulighed og interesse i at følge planen.
7. Opsummere
-der bliver ofte talt om mange emner. Det kan være svært at bevare overblikket. Du kan med fordel bede fag-personen om at opsummere, hvis de ikke gør det af sig selv. Du kan også selv opsummere for at sikre, at du har husket det hele.
8. Spørg
-hvis der noget, du ikke forstår eller er det mindste i tvivl. Du er hovedpersonen. Det er vigtigt, du føler, du har fået forklaret det, du har behov for, og du føler dig hørt og forstået.
Juliane Dinesen, Speciallæge i Almen Medicin, Kommunikationskonsulent, 2021